Er du i tvivl om, hvordan du anvender sikker mail?
Læs med her, hvor vi guider dig til sikker mail og brugen heraf.
Hvad er sikker mail?
E-mails er i udgangspunktet en usikker kommunikationsform, da alle kan læse med, hvis de har adgang til forsendelsen.
Med sikker mail derimod minimerer du risikoen for, at din e-mail kan læses af alle. Når du bruger sikker mail, krypterer du din mail, så den kun kan læses af den tiltænkte modtager.
Det svarer til, at du ”låser” mailen, sender den, og så kan den kun læses, hvis modtager har den rigtige ”nøgle”. I princippet kan mailen stadig godt opsnappes, men indholdet vil kun være læsbart for den modtager, du har angivet.
Hvad kan jeg bruge sikker mail til?
”Sikker mail er en teknologi, man kan anvende, når man ønsker højere grad af beskyttelse af de oplysninger, man sender i e-mails. Sikker mail kan også bruges, hvis man ønsker at give høj grad af sikkerhed for, at afsenderen af en e-mail ikke er forfalsket. ”, siger sikkerhedschef i ScanNet Jakob Flink Schwartz.
Det kan ikke entydigt siges, hvornår sikker mail skal anvendes. Det er oplagt at bruge, hvis du har behov for at sende fortrolige oplysninger i en mail.
Hvis du sender følsomme personoplysninger*, bør du altid anvende sikker mail. Sender du andre personoplysninger, som kræver særlig beskyttelse, kan du også anvende sikker mail. Eksempelvis skal du anvende det, hvis du sender CPR-numre eller helbredsoplysninger.
Ikke mindst set i lyset af den nye persondataforordning (GDPR), hvor der i endnu højere grad sættes fokus på beskyttelse af persondata.
*) Følsomme personoplysninger dækker over:
- Race
- Etnisk oprindelse
- Politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning
- Fagforeningsmæssigt tilhørsforhold
- Seksuelle forhold og seksuel orientering
- Helbredsoplysninger
- Genetiske og biometriske data
Hvordan opsætter jeg en sikker mail?
Der findes flere muligheder for at anvende sikker mail. Vi kommer omkring 3 af dem her:
- Via Virk.dk
- Via NemID
- Via Office 365
Da vores kompetencer ligger inden for Office 365, er det denne løsning, vi guider dig til. I forhold til de øvrige løsninger henviser vi blot til sider, hvor du selv kan søge mere information.
#1: Virk.dk’s ”Digital Post”-funktion
Til dig, der kun har behov for at sende sikre mails til offentlige myndigheder
Ved at logge ind på Virk.dk kan du benytte ”Digital Post”-funktionen til at sende sikre mails til det offentlige.
Læs mere om funktionen her: hjaelp.virk.dk/hjaelp/ny-paa-virk/digital-post
#2: NemID’s ”Sikker e-mail”-funktion
Der er to måder, du kan bruge sikker mail fra NemID. Du kan enten signere den, eller du kan kryptere den.
Signering er en slags underskrift, du kan anvende, så modtager kan være sikker på, at mailen kommer fra dig. I princippet er det ikke en sikker mail, da e-mailen stadig kan læses af alle.
Kryptering derimod forhindrer, at andre kan læse mailen. Du kan også vælge både at kryptere og signere en e-mail.
For at anvende NemID’s ”Sikker e-mail”-funktion skal du installere et gratis program på din computer.
Læs mere om funktionen her, hvor du også finder en guide til at installere og opsætte funktionen: nemid.nu/dk-da/kom_i_gang_med_nemid/sikker_e-mail/
#3: Office 365’s ”Email Encryption”
Office 365’s ”Email Encryption” fungerer således:
1) En besked krypteres (dvs. omformes fra almindelig tekst til ulæselig krypteret tekst) enten på afsenderens maskine eller ved en central server, mens meddelelsen er i transit.
2) Meddelelsen forbliver krypteret, så længe den er i transit, for at den ikke kan blive læst, hvis meddelelsen bliver opsnappet.
3) Når meddelelsen når frem til modtageren, omdannes den tilbage til læsbar tekst på én af to måder:
- Modtagerens maskine bruger en nøgle til at dekryptere meddelelsen
- Eller en central server dekrypterer meddelelsen på modtagerens vegne efter at have bekræftet modtagerens identitet.
>> Se guide til, hvordan du opsætter “Email Encryption” i Office 365 i vores vidensdatabase her.
“Hjælp, det er alt for avanceret for mig”
Har du brug for hjælp til Office 365’s ”Email Encryption”, kan vi mod betaling sætte det op for dig.
Ja tak, jeg vil gerne have hjælp til opsætning af Office 365’s ”Email Encryption”